Lærke siger ofte, at noget er sandt, fordi hun har fået det fortalt af en voksen. Selvom hun ikke deler denne opfattelse, giver hun ligesom bare op i denne facit liste skrevet af den voksne.
Samvittighed og moralsk dannelse kommer indefra ifølge Rudolf Steiner, og jeg synes det er sådan en fin tanke. Jeg ser det hos Lærke. Når jeg bare sige “Er det sådan det er?” skønt jeg ved hun lyver lidt, så siger hun ret hurtigt. “Jeg sagde en lille løgn, undskyld mor.” De gange jeg siger “det passer da vidst ikke helt”, siger hun ikke, at det var en lille løgn. Jeg har ikke bedt hende om at rydde op, da hun var helt lille, men selv gjort det. Ifølge Steiner lærer man bedst sine børn ved at de ser hvordan de voksne gør. En dag begyndte hun helt af sig selv at rydde op. Og nu siger hun til sine venner: “Vi skal lige rydde op før vi begynder en ny leg.” Her har hun set mig, rydde op efter deres leg, så de fik plads til en ny leg, og gjorde mig umage med at putte tingene i de rigtige kasser. Og nu gør hun det selv. Det samme gælder børns sprogstimulering. Hvis vi som voksne og forældre kan anvende et nuanceret sprog overfor børn, får de selv et større ordforråd, og undgår fx at tale i bydeform. Jeg hører voksne sige “Tal pænt til mig”, hvorefter jeg jo også hører, at de selv anvender bydeform overfor børnene, og det enkle barn. Sæt dig til bordet, vask dine hænder, tag tøj på, ryd op. Hvordan kan den voksne så forvente, at barnet taler respektfuldt til både andre børn og til voksne. De lærer ved at se hvad vi gør, ved at lytte til vores ord og de fornemmer hvis man siger et og mener noget andet. De ser vores handlinger, og vores handlinger og ord er med til at bygge børnenes indre værdier op. Vi som forældre, og voksne som arbejder med børn i dagligdagen har et meget stort ansvar for barnets udvikling, og barnets indre arbejde med skabelsen af samvittighed og moralsk dannelse.
Det er så let lige at komme til at fortælle hvordan ting skal gøres, og tiltider på baggrund af vanetænkning og ens egen opvækst, og samfundets diskurs dengang. De voksne har den fornemme opgave at være gode forbilleder, ved at bringe moralske impulser på rette måde. Og aldrig bede et barn om at lyve eller holde noget hemmeligt. Det lille barn indeni går midt over. Gode historier, lignelser og eventyr er et godt redskab til at give børn billedlige impulser, så de selv fornemmer igennem historierne, hvad der er ondt og godt, hvem der er nærige og hvem der er stædige, dovne og flittige, ærlige og uærlige. Alt dette kommer til dem og lagres inden i. Hvis et barn bliver påduttet voksnes domme, kan dette påvirke barnets egen evne, til senere at kunne vurdere en sag. Det at kunne se og vurdere en sag ud fra flere vinkler. Hvis de hører for mange voksne dømme handlinger og andre mennesker for tidligt, kan barnet få tendens til at fælde umodne domme også senere i livet.
Hvis barnet kommer og fortælle noget de har på hjertet eller de har hørt eller de mener er rigtigt, er det yderst vigtigt for os voksne at lytte med åbent sind. Og evt sige. “Nå er det sådan, det er?”
Barnet har i mange år svært ved at skelne virkelighed og fantasi, og skal ikke presses til at kunne dette for tidligt. Her vigtigt at de selv pludselig opdager, at de nogen gange fortæller en historie, som vidst ikke helt stemmer overens med hvad der skete, eller de måske ikke har besteget et bjerg, set en tiger i haven eller lignende, som de eventuelt stolt fortæller om. En dag kommer de så selv og fortæller, at det ikke helt er sådan, men at det er sjovt at finde på historier.
Der skal være plads til barnets historier. Og plads til barnets filosofiske syn på verden og på fx et computerspil.
For nogen er spillet Minecraft ,måske blot bare et spil, men for andre både voksne og børn er det så meget mere. Lærke fik at vide at det blot var et spil, og hun blev deprimeret og sagde, Minecraft er bare et spil. Jeg fortalte hvad jeg så i minecraft og fortalte, at der findes så mange forskellige meninger og holdninger. Det eneste rigtige er hvad du føler er rigtigt for dig inden i. “Hvad betyder Minecraft for dig.” Tog mange timer at få hende ud af hendes pludselig triste voksne måde at se livet på. Og var først da jeg sagde, men hvis du mener Minecraft bare er et spil så er det jo sådan det er for dig.
Jeg sagde, at der ikke findes en livets facits liste og hun skal have lov til selv at finde sin sande indre stemme.
Lærke fik så endelig formuleret, hvad Minecraft spillet er for hende. “For mig er det ikke bare et spil. Man bliver ligesom suget ind i en verden og bliver den person man spiller. Derfor bliver jeg så ked af det, når nogen slår dyr ihjel derinde.”
Hun fortalte det til sin veninde, og veninden fortalte helt begejstret at hun havde tænkt det samme, og gentog det hele med egne ord.
Ser at hun blir mindre de gange nogen sætter spørgsmåls tegn, ved det hun fortæller. Oftest er det faktisk rigtigt. Hun kan bare godt lide at fortælle om det hun fx har hørt på den Blå Planet, eller som vi har talt om. Hun føler sig flov, når nogen betvivler hende, og ser hun begynder at betvivle sig selv.
Er jorden flad eller er den rund? Har vi talt om idag at de var der uenighed om en gang.
Når børn stiller et spørgsmål, er det ofte ikke svaret de søger, men opdagelsen og undersøgelserne sammen med den voksne før man kommer til svaret og nogen gange er der ikke et endegyldigt svar. Det er vejen og de flere undrende spørgsmål, man kan gøre sig. Hvorfor falder månen ikke ned? De vil egentlig helst tale om jorden, om månen, om alle planeterne, om dag og nat. Svaret tilsidst kan være at den jo egentlig falder til siden da både jord og måne drejer. Men oftest behøver barnet ikke et svar, men en oplevelse med den voksne, nærvær med den voksne.
Livet er ikke kun sort og hvidt. Der er ikke kun nej og ja, forkert eller rigtigt, sandt eller falsk. Der er mere mellem de modsatrettede poler. Der bør være plads til undren og til åbenhed, og tid til nærvær, hvori social identitet blandt andet kan udvikles. Der er så meget mere før domme og meninger nedfældes og måske bliver til sandhed, uden det er det, og uden det behøver at være det.
