Efter 3 måneder fik Lærke sin ene sidde plads tilbage i klasseværelset og med det samme ville hun i skole igen. I løbet af de 3 måneder skulle vi køre ud på skolen, og vænne Lærke til sin nye plads for den kunne hun nu ikke få tilbage, grundet at vi skulle tænke på de andre 8 børn også. Da vi en gang kom helt ind til garderoberne stivnede Lærke, og hun ville hjem. På vej væk fra skolen sparkede hun til alt og sagde vredt gennem tårerne, at hun hadede mig.
Men nu forsøger vi det med at gå i skole igen. Er som at begynde helt forfra. Korte intervaller og få dage.
Det var 3 både lange og gode måneder. Aldrig rart med uvisheden. Lærke bad om at komme i skole. Hun turde bare ikke, hvis hun ikke fik sin siddeplads tilbage. Den som hun vidste hvor var,g som gjorde hun var tryg sammen med de andre børn. Det var okay med skrivebordspladsen, men ikke den ved siden af alle de andre børn ved tavlen. “Jeg tør ikke, jeg kender ikke min plads, jeg ved ikke hvor jeg skal sidde, jeg er bange.”
Lærke har trænet meget på forskellige spring på gulvet og i vores fælles seng. Tror ikke der er mange fjedre tilbage, men til gengæld meget flotte spring. Hun ser springgymnastik på sin Ipad og bagefter siger hun, at nu skal hun træne og hun bliver ved og ved. Tror hun øvede sig i en uge på at gå i bro stående. Og nu er hun næsten oppe på benene i luft kolbøtter uden hænder og kraftspring.
Lærke ville lære at lave mad, så hun nu kan lave mad til sig selv, sin mor og sine veninder. De synes det er imponerende, at hun selv kan stege fiskefileter og frikadeller, skære agurk ud og vaske panden op bagefter og servere til dem. Vi laver også kager sammen og en dag overraskede hun mig med den lækreste tallerken udskåret grøntsager og frugt , samt et picnic sted med tæpper og lille bord. Alt skåret ud med en almindelig spisekniv. ”Mor køkkenknive er skarpe og farlige” .
Hun har haft veninder på besøg næsten hver dag og når det bare er os to, elsker hun, når vi laver eksperimenter, Youtube videoer (Lærke og Gry), spiller brætspil, maler og jeg leger hendes danselærer og gymnastiklærer. To fortænder blev tabt endelig, så hun lignede sin veninde Veronika. Og Sofus frække søde hund sover altid tæt op af hende om natten. Hun fandt på at lave et meget langt sugerør, så hun kunne drikke vand uden at rejse sig fra sengen og det virkede. Og med far ud i kulturnatten til det kgl teater og se ballet med Shane. Hendes billede blev brugt på deres hjemmeside 2016, fra 2015 kulturnat.
Så lærte hun mig at lave roser ud af cerenit ler. Det har jeg aldrig kunnet, så blev vildt glad. Det er fantastisk at have en datter, jeg både kan samtale med og grine så godt med. Vi deler humor og hun siger tit tingene på en sjov god måde. Vi sad i bilen og hørte en sang, hvor de sang noget med forårsregn, og pludselig siger Lærke helt tørt: ”Mor hvor regner det henne”. Jeg tænkte straks på sangen og den metaforiske betydning, da jeg opdagede at vinduesviskerne kørte. Jeg grinede og fik slukket viskerne, for nej det regnede slet ikke. Tit kigger vi bare på hinanden og så griner vi.
Lærkes blå med glimmer, min den lyserøde, med gennemført vejledning af Lærke, trin for trin.
KILLINGER
Vores kat fik killinger og Lærke tog alle billederne, da vi var til scanning med hende hos Christa – centrum dyreklinik. Billederne endte på deres facebook side. Der kom tre killinger og en dødfødt. Lærke tog imod to af de levende killinger.
Hun græd meget over den døde killing. Hun skrev killings navn – Engel – på en sten fra vores rejse til Kreta, og lavede en kiste med to små bamser den kunne putte sig med. Men nu ligger den i vores fryser. Lærke ville ikke have den ned i den kolde jord og bare ligge der hele vinteren. Hun kom sig hurtigt. Mange tårer og så fremvisning af killingen til veninderne, meget kort.
Killingerne Sky, Scott og Sneblomst stor hygger sigog blir kælet og leget med både af os og deres mor og far.
FØDSELSDAG 7 år
Lærke fyldte 7 år nogle dage før jul. Hun havde ventet så længe på denne dag. 7 år en alder som betyder utrolig meget og som er et stort skifte. For første gang ville hun gerne invitere alle de familiemedlemmer, som hun kendte god samt hendes 4 veninder, som hun ser meget tit. Det gik rigtig godt. Hun var ikke genert og legede stopdans og skattejagt med alle de børn, der var der. Og krammede og sagde tak for gaverne. Pigerne havde lavet baren i festlokalet om til en gavebar. Og kagen blev designet efter Lærkes ønske. Den skulle være stor og flot med lyserøde roser og være en hindbærmousse kage. Den kunne jeg ikke selv klare.
På Lærkes rigtige fødselsdag tog jeg Lærke og de 4 veninder med i Tivoli. Den 20. December er der myldretid i tivoli. Men alle pigerne gik tæt på mig og holdt øje med hinanden. Først oppe på Rasmus Klump legepladsen, som ikke er oplyst, var det lidt svært at se noget som helst. Der var vi mange forældre der stod og spejdede og kaldte navne.
Lærke målte endelig 120 som veninderne og hun var pavestolt, og jeg skulle ikke med op i nogen forlystelser, som jeg ellers plejer. Lærke og jeg har gået meget i Tivoli siden hun var helt lille. Der er en ro skønt forlystelser, og et sted til meget latter og kilden i maven. Og mange fascinerende lys. Dagen gik rigtig godt, men da pigerne skulle op i den sidste forlystelse målte Lærke ikke længere 120 cm, og hun blev så ulykkelig. Hun smed sig på stien i mørket med så mange mennesker gående forbi, og en pige der løb oven på hende. Hun græd og græd. Pludselig følte hun sig værdiløs og ingen kunne lide hende. Hun ville ikke leve mere. Det varede 30 minutter. En nedsmeltning. Lærkes verden kollapsede. Veninderne satte sig omkring hende og forsøgte at trøste hende sammen med mig.
Jeg gik hen til damen og spurgte om hun ikke nok måtte komme op i den. De skulle selv cykle rundt i flyvemaskiner. Forklarede om diagnose og fødselsdag, og at jeg ikke kunne forstå hvordan hun her kunne måle så anderledes end de andre steder. Hun fik så lov til at komme op i den. Men det ville hun ikke. Jeg så et sted man lige kunne måle børnene og fik hende overtalt til at gå med derhen, og lade mig tage et foto der viste at hun var høj nok. Lærke træk sin kattehue ned over ansigtet og blev ført derhen. Hun græd og sagde; “jeg er så grim når jeg har grædt. Ingen må se mit ansigt.” Ved målepinden var hun rigtig nok igen høj nok. Tror de der brosten gjorde forskellen. For her hjemme og hos lægen målte hun 119 cm uden sko på.
Hun ville gerne have en tur til allersidst før vi tog hjem og spise og lege. Der skulle jeg nu overtale en anden der stod der. Burde ikke have været nødvendigt. Så dykkede jeg ned i en stor pose chips, dulmede nerverne og blev klar til resten af fødselsdagen.
Det meget positive var at hun ikke løb sin vej. Hun havde lovet mig, ikke at løbe væk inde i Tivoli, hvis nu hun skulle blive ked af det. Og efterfølgende sagde hun også til mig: “Mor jeg løb ikke væk.”
Skønt Lærke er mere selvstændig om dagen, er der stadig mange nedsmeltninger og har stadigt svært med søvnen. Skiftet fra vågen til søvn er så svært for hende. Hun siger selv, at det er det, der gør hende allermest bange. Det at skulle falde i søvn. Hun kan springe ud fra et skib uden badevinger eller badering, lige ned i et åbent hav og selv svømme op igen. Hun kan kravle helt op i toppen af et højt træ og uden angst komme sikkert ned igen. Men det at slippe og bare falde i søvn, det er svært. Og jeg må ikke forlade min pude, hvis jeg vågner først. Opdager hun, at jeg er listet ud og hun vågner uden mig, bliver hun bange. Vred og tårefyldt lægger hun sig helt hen i hjørnet af sengen. Og jeg må ikke komme helt hen til hende. Er der og taler blidt og venter til hun er klar. Det tager 30 minutter før jeg kan holde hende helt tæt. Hun siger selv til andre børn: ”Hvis min mor ikke ligger på min pude bliver jeg SÅ bange, hun skal ligge på sin pude når jeg vågner.”
Lærke leger godt med sine veninder og hun er meget opfindsom. Der er fin balance i legene, lytte og tale, følge med og bestemme. Hun har så meget humor og charme og er god til det med veninder. Har ikke presset på, blot hjulpet hende med at forstå hvad der skete, da det gik galt i legen, og så være der lige på sidelinjen. Det behøver jeg ikke mere. Hun klarer det så fint.
Hun elsker at lave lister, og selv tegne de handlinger, vi skal fx før sengetid. Aftenen skal helst slutte af med spring og kolbøtter i sengen, og op og svæve på mine ben. Da hun var mindre kunne hun falde i søvn lige efter en kolbøtte og altid vældig sent ved en 24/1 tiden eller nogen gang kl 5 om morgenen. Så sove pga udmattelse. Hun kan ikke lide skift. Fra dag til aften, fra vågen til sovetilstand, fra aktiv til afslapning. Nu er hun bedre til at sidde og slappe af, hvis hun fx spiller minecraft, ellers er hun aktiv fra hun vågner til hun falder i søvn. Før jeg fik Lærke elskede jeg at gå i seng kl. 22 men de tider er forbi. Melantonin hjælper Lærke til at sove tidligere hvis vi skal tidligt op, men hun kan blive ganske sur og tvær dagen efter.
Musik anvender hun rigtig meget til at udtrykke sig og bearbejder sine følelser. Hun holder meget af at spille klaver og hun digter sange og tekster. Hun synger om alle sine følelser, triste og glade, om sin kæreste og sin dejlige søde mor ;-). Hun er meget kærlig. Og mange kram giver hun.
Men hvor er det bare svært at være på hele tiden og fortsat være tålmodig. Ikke altid det går lige godt. Ting sker, vi taler om hændelserne, jeg siger undskyld hun siger undskyld og jeg er der altid for hende og støtter hende i alle de mange daglige udfordringer, og lykkestunderne nyder vi i fulde drag. Vi er gode til at tale og gode til at opleve, lege, opfinde, bygge lego, danse, synge, spille brætspil, minecraft på computer og Rayman PS samt nintendo Mario Bros. og være lige der sammen lige nu og her. Lærke er blevet meget bedre til at sige, hvad hun føler og hvad hun har brug for. Som fx: “Mor, jeg har brug for at vi to laver noget sammen, før vi henter min veninde, som jeg glæder mig til at se.”
Her nyder vi sneen da den kort kikkede forbi, og hyggede os med historien om, hvordan sneen fik sin farve. Der sker altid utrolig gode fremskridt med Lærke efter en lang periode hjemme.
