Alt gik fantastisk. 3 veninder på besøg og stor hygge og Lærke sagde selv undskyld til pigerne, fordi hun syntes lige pludselig hun lød lidt streng. Pigerne sagde, at det gjorde hun bestemt ikke, og de legede videre.
Men dagen efter var alt galt. Lærke var ekstrem skrøbelig og græd over det mindste. Og så var hun også uheldig. Hun styrtede på cyklen og igen senere faldt lige ned på sin næse. Og hun er så motorisk stærk og kommer sjældent til skade.
Hun følte pludselig at ingen kunne lide hende, og hun brød helt sammen efter cykelstyrt og løb ind under træerne og ville gemme sig. Hun græd og sagde hun ønskede at dø. Hvis hun var væk ville alle få det meget bedre. Hun ville bare begraves lige der hvor hun sad. Ingen af os havde sovet så meget den nat- Hun ville have jeg skulle gå, men det gjorde jeg ikke. Var der og talte helt stille til hende. Også om det at dø. Jeg skulle have hende ud af situationen. Hun hørte en veninde gå og råbe hendes navn, men det virkede ikke. Til sidst huskede jeg, at jeg lige havde set en snegl og jeg ved hun ikke kan lide snegle, så spurgte om vi ikke skulle gå op og lave chokolade muffins, men det gad hun ikke, så sagde jeg videre at jeg havde set en snegl. Og så kom hun ud af sit store døds ønske og talen så grimt om sig selv. Jeg måtte gerne bære hende nu, men hun ville se hvor jeg havde set den henne. Så det ikke bare var noget jeg fandt på. Jeg fandt sneglen og så var hun med på at komme hjem i en fart. Jeg måtte gerne sætte hende på cyklen og så lige hjælpe hende hjem med at holde på styret. Da vi kom hen til døren, stod hendes veninde og ringede på og Lærke fortalte hvordan hun var styrtet. Jeg startede med at fortælle veninden at Lærke havde grædt og var faldet og at et lille knus kunne hjælpe. Vi havde før lige talt om det med at hjælpe hinanden når de var kede af det. Lærke er ekstrem god til at trøste både mig og sine veninder, men de er ikke så gode til at trøste, når Lærke eller andre er kede af det. Så vi havde lige stået og talt om det før Lærkes styrt, som skete fordi hun ville undgå at køre ind i en bold, der blev sparket mod hende.
Lærke fik et stort knus og vi gik op. De gik i gang med at danse men Lærke trådte i et stykke kattelegetøj i hendes vejrmølle stå på hænder og faldt direkte ned på næsen. På den igen. Denne gang hjalp en is og lidt svampebob i tv, men nu kunne ingen af dem komme ud af stemningen. Så kom to andre veninder og stemningen blev rigtig god igen. Lærke blev fyldt med energi og var igen klar med forskellige ideer til lege.
Da de gik var Lærke igen helt nedtrykt. Heldigvis havde jeg tryllet et slim laboratorium frem så vi kunne gå i gang med at lave slim. Vi elsker at lave eksperimenter, men jeg skulle læse for meget og det gik ikke helt hurtigt nok.
Lærke fortalte så endeligt, at en god ven hun lavede karate med, havde sagt i sjov, da hun fik ham ned i gulvet, at han havde skabt et monster. Og også sagt hun var monster god. Samtidigt sagde han næsten lige efter hinanden. Vær nu sød og har du ikke mere i dig. Slå til….
Og så huskede Lærke så at jeg i et udbrud over Lærkes utilfredshed og plagen efter gaver da hun var 4 år, havde kommet til at kalde hende et gave monster. Ikke særlig smart. En meget presset tid. Der er altid undskyldninger. Men det hjælper ikke. Alt bliver lagret og husket og gør ondt.
Vi fik talt om det og løst det men hun havde lige gået med det nogle dage.
Lærkes far havde grinet, da han havde tabt et glas vand og Lærke havde sagt, ja far, du skal også holde med begge hænder på glasset. Så sjovt. Lærke troede at han havde grinet af hende og hun følte sig helt forkert. Det havde hun også gået og grublet over.
Der er bare så meget ironi og tvetydighed i vores sprog, at det kan være svært at undgå i en hverdag. Alt bliver husket og taget meget nært.
Nogle dage går så helt fantastisk og andre er meget lange hvor alt er galt.
