Jeg må være i nuet hele tiden med Lærke, da alt kan gå super fantastisk. Mere end bare vidunderligt for lige pludselig at gå helt skævt.
En våd kjole midt i travlheden og Lærke går helt ned. Hun vil hverken have den af eller have den på. Vi er på vej til min farfars 90 års fødselsdag. Hun har hørt alle de sjove historier om mig som lille sammen med farmor og farfar, nu oldefar og oldemor og glæder sig. Hun vil gerne afsted, og hun vil have en bestemt kjole på der ligner min. Fine er vi og det var sjovt at pynte os sammen. Rigtig dejlig tøse hygge.
Men nu er den våd. Og lærke kan slet ikke have at tøjet er det mindste vådt eller plettet. Det går ind på hendes hud. Midt i den våde kjole, bryder hun så også sammen over sine veninde, der er på ferie og hendes kat Oliver der døde. Intet kan gøre hende glad nu, kun et kram af veninden der er langt langt væk. Vi er allerede for sent på den, og lige den ene dag betyder bare rigtig rigtig meget for mig. Jeg har ikke lyst til at aflyse, og kommer til at tale til hende lettere bestemt.
Vi finder ud af at et håndklæde under kjolen vil hjælpe på det hele, da hun endelig siger: ”Jeg blev kun ked af det fordi jeg spildte vand på min kjole, mor”.
Jeg har kun hørt at hun igen græder over at veninden er på ferie, og intet kan gøre hende glad og så katten. Bliver ked over at alt det vi har lavet sammen lige pludselig bare er glemt. Jeg havde selv fået stress over at komme afsted og til nogenlunde tid. Og selv lidt nervøs over at møde hele familien jeg ikke har set i lang tid.
Men håndklædet løser det, og jeg fortæller alle de sjove historier igen om oldemor og oldefar.
Til festen går det rigtig fint. Vi går tæt rundt sammen og bliver mødt med smil og varme. Når Lærke bliver for genert går vi ud på den lange gang, eller hun gemmer sig inde under min kjole.
Hun klarer festen helt fint, men på vejen hjem falder hun i en dyb søvn, og hun er ikke til at vække. Jeg bærer hende op og hun tager en skraber på 4 ½ timer indtil kl 21. Hun vågner og begynder at græde helt vildt over at hun ikke fik leget med sine venner herhjemme og hun ikke kom på stranden som de skulle i dag.
Hun vender sig om og siger hun vil sove videre. Helt stille er hun indtil jeg høre en lille lyd. Hun ligger lige ved siden af mig og græder helt stille. Jeg ser det og siger: ”Du ville bare så gerne på stranden ikk?”. Hun græder videre. ”Lærke, hvad med om vi står op og kører på stranden inden det bliver helt mørkt”, spørger jeg om, og Lærke smiler og lyser op og siger du er verdens bedste mor. Og vi får bare verdens mest hyggelig tur til stranden. Og har det sjovt og kommer lidt i vandet og bygger et sandbjerg. Og på vejen hjem en smoothie ind i bilen fra Mac Donalds.
Vi sov først kl 4 om natten. Og bare til kl 11. Men den fest for min farfar var så utrolig hyggelig og dejlig, og vi fik en skøn aften tur med lidt regn til stranden, og oplevede det meget store tordenvejr om natten. At nyde roen i nuet, og kunne være meget klar på nye ikke planlagte ting hvis dagen rykker sig. En blanding af trygge rammer og planlægning men også trygheden i at man kan vælge om hvis der viser sig en skøn oplevelse som man begge kan være rolig i og bare være nærværende og ægte mærke sammen. Vandet omkring ens fødder og ben kl 23 hvor vi begge bare siger ”ahhhhh hvor er det skønt”. ”Vidunderlig ide at vi skulle tage på stranden, tak Lærke!”, og ikke rigtig helt kunne finde vejen tilbage til bilen. Sjovt og spændende og oplevelse på helt samme niveau. Må indrømme at det er skønt når Lærke kalder mig verdens bedste mor. Dejligt når hun tit vil have ny mor, pga sorgen over hendes to tænder der skulle rives ud.
