Lærkes kat Lucca faldt ud fra altanen på 5. sal. Den klarede det med et brækket ben. Men åbenbart et voldsomt benbrud, som dyrehospitalet ville operere.Lærke klarede det fint med tur kl 24 om natten til dyrehospitalet. Godt hun snuppede 20 minutter i sofaen ved 20 tiden, så hun var vældig frisk og syntes det var spændende. Vi fik så næsten 2 timers ventetid. Hun ville lege meget og hoppe og jeg var nærmest ved at besvime af træthed, så hen og sidde og frem med Iphone filmene. Men hun kunne ikke sidde stille og se lidt film, som hun ellers kan være meget god til, men mest når bilen kører. Hun kunne slet ikke være i sine følelser og blev meget aktiv midt om natten. Tænkte først bagefter at det havde været lidt meget med hendes energi udbrud, også skønt en lille morfar i sofaen. Vi gik ind med Lucca og de beholdte hende. Det havde hun meget svært ved. En hel uge var hun indlagt og hele ugen var Lærke meget udadreagerende, højtråbende, fysisk aktiv, og skældte mig og sine veninder ekstremt meget ud.
Jeg fik hende de sidste par dage endelig til at tale om alt det der foregik inden i hende. Og hun brød helt sammen, og sagde hun var så bange for Lucca ikke kom hjem igen. Og hun var allermest bange for at Lucca ikke kunne komme ind i hendes hjerte igen, fordi hun nu havde været borte så længe. Jeg sagde, at jeg var sikker på, at Lucca ville smutte direkte ind i hjertet igen, så snart hun kom hjem og kiggede på Lærke med sine store smukke katte øjne. Men hun var sikker på, at det kom ikke til at ske. Endelig kom dagen hvor vi kunne hente Lucca, og Lucca gik heldigvis ind i Lærkes hjerte igen. Men så kom det store problem, at hver gang jeg er ved Lucca, beroliger hende og renser sår, er Lærke bange for at jeg ikke elsker hende længere. Men igen det hjælper at tale sammen, når det er muligt. Lærke vil også gerne ind med mad og lige sidde med Lucca. Men jeg når ikke at tælle til 10 før hun er videre og ikke vil kæle hende længere.
Men nu hele tiden: “Jeg savner min gamle Lucca”.
