“Tak mor fordi du fik mig med ned til det der omvæltning, selvom jeg ikke ville, det var rigtig sjovt”, sagde Lærke, da jeg fik hende med ned og stemme. Skulle lige regne ud at omvæltning var at stemme. Skønt ord 🙂
Lærke har svært ved alle skift, og får det rigtig fysisk og psykisk skidt hvis hun føler sig presset til noget. Jeg har aflyst mange familie fester, og Lærkes far Jesper har nu også indset at Lærke ikke klarer de store fester. Vi forsøgte igen, med en fødselsdag hvor hun skulle med sin far hen og holde fest i Odense hos sin fætter. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at forberede hende. Det betød meget for Jesper at tage til fødselsdag med Lærke og få denne oplevelse sammen. Hun kunne i tanken synes det var en rigtig god ide, og hos sin far sige, det vil jeg gerne. Men så snart hun kom hjem, sagde hun, at det ville hun altså ikke. Det var for langt væk og hun turde ikke. Jeg fortalte hvor hyggelig en tur hun ville få med sin far, og hun forsøgte men dagen før brød hun helt ned i angst. Jeg lå vågen 3-7 om natten og fik så sagt til Jesper, at det kom ikke til at gå. Lærke var alt alt for bange. Jeg hørte hende sige til Jesper, at det var alt for langt væk, og “jeg kommer til at savne min mor alt for meget”. Når Lærke er hos sin far er jeg normalt lige rundt om hjørnet stort set, og det giver hende tryghed at vide at jeg hurtigt kan komme og hente, hvis noget går galt eller hun bliver bange. Når det langsomt bliver mørkt bliver hun fx grebet af angst. Har prøvet at være inden for med Lærke. Lyst da vi kom og mørkt da vi kom ud. Hun skreg så vildt. Dagen var væk!!!
Så fint når hun selv kommer og siger tak fordi du pressede mig lidt mor. Jeg giver et kærligt skub i det små, tager et skridt af gangen sammen med hende og er der lige så snart det bliver for meget. Sidder på sidelinjen og lytter når hun leger med veninderne, og kan forklare hvad gik galt hvis det går galt. Hun kan både blive indadvendt og blive udadreagerende og skubbe hvis hun bliver ked af det. Voldsomme følelser. Vi bruger meget det at tegne hændelses forløb i hendes egen bog. Hun elsker at lave bøger. Helst i regnbuens farver og så tegne, hvis hun eller nogen er kede af det.
Men små kærlige skub, og ved de for store spring så mærker jeg det nogen gange hurtigt og andre gange langsomt. Mere liggende skjult bag Lærkes tilsyneladende urimelige handlinger og sure ord om noget andet end lige det der egentlig påvirker dybere. Meget arbejde som jeg især synes kommer mere tydeligt midt om natten. Ah ha oplevelser og mange gange tårer. det var det der har gjort hende så helt urimelig umulig de sidste mange dage, eller bare den dag. Og så næste dag, når brikkerne er faldet på plads, kan jeg tale med lærke om det. Så lyser hun helt op, ved at blive forstået. Hun er blevet meget bedre til selv at sætte ord på, men nogen gange kan der være sket noget, som hun ikke helt forstår, og så må jeg gå igennem alle dagens oplevelser. Det kan være helt små ting og helt små ord, jeg ikke i tænkte gjorde noget. Men når der er ro og det store dags billeder kommer op i hovedet, kan jeg pludselig se hvad der gik galt. Og så i stedet for bare at blive alt for ked af det, så sige til mig selv, at jeg må gøre mig mere umage næste dag og forklare at jeg faktisk jo havde hævet stemmen lidt, og det ikke var retfærdigt. Lærke er også blevet meget tryg til at sige til mig, hvis hun synes, jeg har været lidt for streng. Og hun blir glad, når jeg fortæller, at hun har ret, og at jeg vil gøre mig umage ikke at gøre det igen, men det kan ske. Jeg forklarer også, at jeg selv er meget følsom, og let bliver påvirket af pige skrig 😉 og stress. Og vi har aftalt at jeg giver det gule kort, når jeg kan mærke, at Lærke og veninder evt er lidt for højtråbende, eller snarere overdrevet larmende. Også hvis Lærke bare er helt almindelig 5 år og plager og plager.
Hun kan finde på at sige om sin far: “Han skal bare sige det sødt, så skal jeg nok gøre det”. Lærke reagerer stærkt på et lille toneskift eller bydeforms talen, så der skal ikke så meget til før hun hører det som skældud. Hun kan også sige: “Mor jeg synes du var lidt streng der.” Vi taler og krammer og laver så et eller andet som vi begge dør af grin over. Det er så skønt, at kunne grine sammen. Og det betyder meget for Lærke at jeg griner engang i mellem. Ellers siger hun om aftenen, når vi taler dagen igennem, at “du har slet ikke grinet i dag mor, skal vi ikke lave den sjove pude leg så vi kan grine”.
Pres og toneleje skift og skift i dagens rytme fylder meget i Lærke. Men skønt at hun tit kan sætte ord på, fra før kun at gemme sig helt væk eller skrige.
Tur på landet et sted vi ikke har være før, er krævende, men Lærke bliver glad bagefter. Mødet med en hest er fantastisk men mødet med en flue eller tissemyre gør så ondt og Lærke vil bare hjem i en fart og bæres og græder så vildt. Ingen ord kan få hende til at nyde alt det sjove på stedet. Men hjemme igen er hun alligevel glad for at have set en ægte prikket Pippi hest.
Overskud skal der være fra min side. Hvis ikke er det svært at rumme hendes humør skifte og høje skrig og stærke spark og tårer. Alt på en gang. Taler stille og roligt og krammer eller lader hende sidde til hun vil have jeg tager hende op. Men hvis syg og ingen overskud, skal vi ikke ud nogen steder der kan give sådanne overraskelser, da jeg kan ende med at få råbet lidt. Har efterhånden lært hvor mine egne grænser går. Hører også fra Jesper, at han også kan ende med at råbe, da man hurtigt kan blive pressetud over alle grænser af Lærkes utrolige voldsomme humør udbrud. Nogen gange bare rart at vide, at man ikke er alene om at miste besindelsen skønt det ikke er smart.
