Jeg er selv særlig sensitiv og det kan jeg mærke, når jeg presses.
Lærke åbner sig mere og mere og kan udtrykke mange følelser, hvis der bare er ro. Stadig kan hun væltes på et sekund. På en legeplads hvis en voksen henvender sig og evt siger “pas på, er det ikke lidt farligt?”. Hun klatrer og balancerer, og jeg ved hvor utrolig forsigtig hun er i opstart. Hun er bare drøn god til de fysiske aktiviteter. Men hvis nogen siger pas på, opfatter hun det som om, hun har gjort noget forkert. Hun græder voldsomt. Gemmer sig ind til mig eller løber sin vej fra mig. Og der er jeg bange. Hun løber bare. Ligeglad med biler og røde lys. Og hun løber stærk. Hun kan føle, det er min skyld, at jeg ikke irettesatte den person, eller forhindrede at hun/han talte direkte til hende, i stedet for til mig. Så er det lige meget, hvad jeg siger. Nogen gange i bilen hvis hun har fået nedsmeltning og hun skriger så højt, går mit eget følsomme nervesystem ned, og jeg er kommet til at råbe. Det har resulteret i, at Lærke er blevet bange, og har sagt: “Rolig mor, nu kører vi hjem og taler om det.” Andre gange har hun løbet ind og smækket med døren.
Jeg har lært at tage ørepropper med og lige parkere bilen og stå ud hvis det er muligt. Man må meget nødigt, skælde et barn med GUA ud. Ingen børn har godt af det, og skældud kan føles lige så slemt, som at blive slået.
Hvis man som forælder er pressede på tid, arbejde, egne bestemte faste rutine mønstre kan man hurtigt komme til at råbe lidt.
Var også mest i den tid hvor jeg konstant fik at vide, at jeg bare var en overpylret overbeskyttende mor, og jeg ikke opdragede Lærke godt nok. Hørte alle de mange ord og havde bare fået nok. Gråd en hel dag over ting der virkede som ingenting. Ingen rigtig nattesøvn og ingen hjælp, og jeg eksploderede. Der var bare kun mig. Og Lærke sov først Kl 24 eller 1 og vågnede hver 15-30 minutter. Jeg gik helt ned. Mistede modet men blev ved. De små succes historier i hverdagen og Lærkes utrolig kærlige sind, ansigt og vidunderlige smil og grin fyldte mig op med energi igen og igen. Vidste jeg bare skulle blive ved og det ville lykkes. Hun er bare blevet så meget stærkere end før, dog stadig skrøbelig. Men ikke længere som det helt fine krystal glas. Nu kan hun lidt mere og nyder at leve meget mere end før. Lærkes psykiater sagde, at vi har sådan et fint skjult sprog, som lige hjælper Lærke i en vanskelig situation før den kulminer, ude blandt andre mennesker. Og at det har været svært tydeligt at se GUA diagnosen, fordi jeg har været der altid og vi altid har arbejdet med hvordan Lærke kan deale med følelser og uforudsete situationer.
