“Hvorfor er du med, vi havde ikke regnet med du ville komme med, hvor skal vi sætte dig, herude på gangen eller…..” spurgte skoleleder og pædagogisk leder på Solbakken dagbehandlingsskole Lærke om, da vi kom til mødet. Lærke sagde: “Jeg vil gerne tale med min mor.” Jeg blev ved med at forsøge at tale til dem. Men de blev ved med kun at tale til Lærke og til hinanden, helt oprørte. Som Lærke beskrev hidsige, strenge, meget bisset. Og det fortsatte under mødet.
Jeg fortalte, at jeg havde sagt Lærke ville komme med til mødet, da hun jo ikke går i skole, men at hun kunne være i et rum og se Ipad eller være i mødelokalet med høretelefoner og sine film. Men de lyttede ikke til mig. De blev ved med at tale direkte til Lærke, og sige til alle, at så blev det jo helt anderledes end de havde planlagt og det havde de aldrig prøvet før. Lærke afbrød og sagde så: “Jeg vil gerne sidde inde hvor I sidder. Jeg lytter ikke til det I siger, fordi jeg ser film og hører musik imens, og har de her høretelefoner på. Så gik vi derind og satte os ned.
Tonen var meget ubehagelig, og mødet var ikke begyndt endnu. Det blev kun værre.
Jeg følte jeg blev nødt til at sige, at jeg var nervøs efter måden de tog imod os på, om de havde andre børn med GUA som Lærke, på skolen. Lærke var i hvert fald meget bange for at gøre noget forkert, og det var lige det de havde fået hende til at føle. Jeg kunne ikke forstå de talte direkte på den måde til hende, og ikke talte til mig. De kiggede stort set ikke på mig. Kun på hende. Og så alle spørgsmålene. Hvordan skulle hun kunne svare på dem? De undskyldte men svarede ikke på deres viden, erfaring med diagnosen GUA.
Lige hurtig opdatering fra sidste indlæg: Efter vi afslog pladsen på Fortuna skole – enkeltbarnsdelen, har vi nu af matchingudvalget – Kbh’s kommune – fået en plads på Solbakken dagbehandlingsskole. Vi har ellers fået bevilget 1:1 skoleplads, som Fortuna er (men med en del problematikker skrevet i del 3.). Så nu syntes matching udvalget at vi skulle have en skole med 1 voksen til 3 børn og med en del udadreagerende børn og stramme regler.
Alt det der står i Lærkes udrednings rapport at hun bestemt ikke vil have gavn af. Så nu er vi tilbage hvor vi begyndte. Denne skole lød blot endnu mere forkert end Charlottegården specialskole hvor vi begyndte, og hvor både skolevægring og angsten for at læse begyndte voldsomt.
De havde ikke læst Lærke’s rapport og jeg blev spurgt om jeg lige ville begynde mødet med at fortælle om Lærkes problematikker og hvad hun havde brug for. Til alle de andre skole møder, var de forberedte og havde læst Lærkes udredningsrapport og begyndte med at fortælle om deres skole på en helt almindelig behagelig måde. Men ikke her. Omvendt, uforberedt og grov pågående tone, meget skrap i kanten. (Lærke der engang i mellem slukkede sin musik, sagde bagefter at det lød som om jeg hele tiden blev skældt ud. Hun hørte ikke hvad de sagde, fordi de talte så hurtigt og en skarp tone uden klang. Bare for at sige det ikke kun var mig der syntes det.)
Jeg sagde jeg gerne ville fortælle, men jeg dog var meget nysgerrig omkring hvad skolen kunne tilbyde Lærke, da jeg undrede mig over hvorfor matching udvalget havde givet os denne skole, efter hun var bevilget 1:1. Og at jeg mente at have læst på deres hjemmeside, at der mest var børn med diagnosen ADHD, som hun helst ikke må gå i klasse med, da hun er alt for følsom og pædagogikken også er forskellig. Jeg kiggede på socialrådgiver, og spurgte om de måske havde givet os denne skole, fordi de ville bevilge en ekstra pædagog til Lærke. Men nej bestemt ikke. Og spurgte så om de måske havde lavet en gruppe med mere følsomme, stille og tænkende børn som Lærke. Det havde de helt bestemt. De mere udadreagerende børn var på en anden afdeling. Jeg spurgte ind til den klasse hun skulle gå i, og blev glad da de sagde at der var mange piger på skolen nu. Så kom det! Klassen hun skulle gå i bestod af 8 børn hvor der ville være 2 piger med Lærke og nogle af drengene kunne få det svært og pludselig blive vrede. Men det varede bare 5 dage og så kom der 15 dage hvor der ikke var noget. Men jeg kunne jo ikke forvente at de ville sige barnet ikke kunne komme i skole næste dag, fordi de havde fået et vredesudbrud. Det havde jeg på ingen måde sagt noget om. Havde blot sagt at som det fremgår af Lærkes rapport kan hun ikke tåle hvis børnene tæt på hende pludselig kan blive meget vrede, og dette netop ville tricke hendes PTSD fra de tidligere skoleforsøg.
Da jeg spurgte om hvordan med mødetider, pga Lærkes søvnvanskeligheds diagnoser, og vi før har haft specielle aftaler om mødetider, sagde de, at de havde netop været på angst kursus og det var videnskabeligt bevist at børn der møder præcist kl 8 hver morgen fik det bedre. De mente også at børn kunne vokse fra deres diagnose, hvis de blev holdt i de fastlagte rammer. Og psykolog støttede op med at de forsøgte en metode og fastholdte denne et stykke tid, og hvis det så viste sig ikke at virke skiftede de til en anden pædagogisk psykologisk metode. Hmmmm. Ikke det jeg har fået anbefalet at Lærke vil have gavn af.
Og nu de selv nævnte det med at møde kl 8 hver dag og strenge rammer og forskellige voksne og måden de talte til Lærke på da vi ankom, syntes jeg blot jeg ville høre om deres kendskab til GUA diagnosen, som er en del anderledes end de andre autisme spektrum forstyrrelser. Her sagde de at det er den diagnose som ikke kortlagt endnu. Tror de her talte om diagnosen GUU.
Da jeg spurgte ind til, om hvordan de på den ene side arbejdede med den autisme rettede pædagogik, Lærke kunne have brug for, men som på den anden side også kunne reaktivere hendes angst af de krav og forventninger der er indbygget i denne pædagogik, svarede de bestemt ikke direkte og talte blot om at de ikke brugte det at tale om specifikke diagnoser. Og da jeg nævnte at børn med GUA kunne føle det som et stort pres at blive præsenteret for dagens piktogram skema, da de pga stor tankevirksomhed ville blive bange for, at de ville være udmattede til at klare punkt 5, og måske derfor allerede gå i angst fra morgenstunden, kiggede de bare på mig uden at sige noget. Og begyndte så bare at fortælle overordnet at her på skolen, skelnede man ikke mellem de forskellige diagnoser men så hvert barn med den historie det kom med og gik ikke så meget op i diagnoser. Og på den måde kunne barnet vokse fra deres diagnose. Jeg sagde jeg selv havde gjort studier indenfor narrativ pædagogisk psykologi men skønt det selvfølgelig er vigtigt og meget positivt at tage det enkle barns narrativer med ind i afgørelsen omkring hvilken pædagogisk fremgangsmåde/metode man skal anvende, er det også vigtigt at kende de overordnede problematikker de forskellige diagnoser oftest kommer med, og ja selvfølgelig kan man ikke generalisere, men ses som en hjælp. Så begyndte psykologen så lige at forklare at hun mente ikke at Lærke decideret havde diagnosen GUA da der var glidende overgange til hendes angst og PTSD osv. Psykologi sprog og fremmedord og et ligesom falsk smil. Hun kunne se diagnosen GUA kun var stillet fordi det var svært at stille diagnosen pga hendes angst og PTSD og det stadig var usikkert hvilken metode der skulle anvendes. Jeg ventede til hun var færdig og sad så med Lærkes meget lange detaljerede gennemarbejdede udredningsrapport af Ole Sylvester (speciallæge i børnepsykiatri og overlæge ved Bispebjerg Hospital KBH og klinisk lektor i børne- og ungdomspsykiatri ved KBH’s universitet) og sagde, at der ikke var tvivl om Lærkes diagnoser, og at det stod meget tydeligt i hans konklusion hvad der ville være mest gavnligt for Lærke med hensyn til skolevalg.
Pludselig sagde lederen ud af den blå luft: “Du havde jo bestemt dig inden du kom at du ikke ville have denne skole”. Chok! hvor kom det lige fra? Da jeg fortalte dette til Lærkes far, sagde han at han ville have rejst sig op og taget Lærke og gået. Da han hørte det jeg svarede sagde han, godt gået.
“Nej det havde jeg såmænd ikke. Jeg og Lærke havde gået og talt om hvor dejligt det ville være hvis skolen var god. Den så så dejlig ud og ligger lige ved siden af os. Jeg kom åben og vi glædede os meget. Men så blev vi stort set skældt ud, fra vi kom ind af døren. Først her begyndte jeg at tænke at det nok ikke var en skole der ville gavne Lærke og kunne give hende den tryghed hun har brug for, hvis ikke hun skal få skoleangst igen igen. Jeg havde selv aldrig oplevet noget lignende.”
Jeg fortalte at jeg selv havde lært på et møde omkring børn med diagnosen GUA, at man som voksen bare må lægge sig fladt ned og se hvad barnet kan den dag. Hvis man presser og stille mange krav, udløser man blot panikanfald og så angst og så hos Lærke kommer skyldfølelsen af ikke at kunne bevare roen og kontrollen. De kiggede igen på mig med helt tomme øjne, og svarede igen med deres erfaringer omkring deres faste rammer og der skal være plads til alle børn lige meget hvilke diagnoser de har. Og hun ville ikke kunne regne med at have en voksen hos sig hele tiden. Og det ville jo ikke gå, hvis jeg ikke bakkede op omkring deres pædagogik og metoder.
Tilsidst sad jeg bare og kiggede på lederen helt tom i hovedet for tanker, bare kiggede hende ind i øjnene. Hun blev lidt forfjamsket, smilede lidt for første gang og gav hurtigt ordet til psykologen om hun lige ville fortælle lidt om deres psykologiske indsats.
På et tidspunkt sagde den pædagogiske leder glad at det var vigtigt for dem at de havde et rigtig godt samarbejde med barnets forældre. Jeg undlod at kommentere 🙂
Ved afslutningen sagde jeg imødekommende om vi måtte se skolen og nej det måtte vi bestemt ikke. Vi blev vidst rundt på de andre skoler vi besøgte, derfor jeg spurgte. Efter jeg sagde jeg fandt det mærkeligt ikke at måtte se en skole, før vi skulle beslutte os, fik vi en dato til dette.
Lærke og jeg gik derfra og var så glade det var overstået. Vi havde overlevet! Og selvfølgelig et meget stort nej til denne skole.
Vi skulle slet ikke have fået denne skole. Der er slet ikke ressourcer nok eller viden nok indenfor GUA området. Måske derfor de følte sig pressede, da jeg stillede spørgsmål. De var ikke forberedte, da de ikke havde læst Lærkes rapport. Men det var Sputnik skole også, som vi fik og tog til møde hos. De var forberedte. Det var et behageligt møde, og jeg var ærlig og skønt jeg sagde at jeg ikke troede skolen ville være den rette, var de bare rigtig søde og havde en del mere viden på feltet. Vi fik også et brev fra kommunen hvor der stod at Sputnik skole selvfølgelig ikke var den rigtige nu hun var bevilget til en skole med normering 1:1. Derfor helt uforståeligt de har matchet Lærke med Solbakken skole. Vi krydser fingre og venter igen.
