Vi var ude og besøge Fortuna skolen på Østerbro og alt lød jo nogenlunde fint til mødet, på nær at der tiltider var brug for at anvende magt. De lagde vægt på at de i de fleste tilfælde forsøgte at lave konfliktnedtrapning og afskærme det enkle barn. Men magtanvendelser blev brugt når barnet var til fare for sig selv og andre. Lige præcis det Lærke ikke må overvære. Hun bliver så utrolig ked af det på barnets vegne og hvis barnet er meget råbende bliver hun ved med at være bange inden i, for at det vil ske lige når hun er tæt på og måske vil være i fare. Og det fortæller at der er udadreagerende børn på skolen, som Lærke ifølge af udredning helst ikke skal gå i skole med. Der var en stille gang med en gruppe som hun skulle være i. 4 børn og kun et af disse børn kunne blive udadreagerende. Altså igen lidt usikkert, skønt en mere stille gruppe.
Så kom lille rundvisning og her blev vi overbevidste om at Lærke ikke skulle forsøge denne skole, da den mindede for meget om den anden skole, under behandlingsskolerne. En dreng råbte Fuck dig, en anden græd højlydt på toilettet så jeg måtte vente med at gå ind. Den stille gang var så kort og lille og gik lige ud til gang hovedbanen. Tumlesalen var et stort bordtennis bord. Ikke lige det jeg forstår af en tumlesal. Udendørs var der en enkel gynge og en lille trampolin. Og stor boldbane men på fliser der ikke sad tæt sammen.
Det værste var så da Lærke fortalte hvad hun havde hørt, da hun sad i et rum og tegnede mens vi var inde til mødet. “En dreng græd rigtig meget mens en voksen skældte ham ud. Det var virkelig ikke rart. Her vil jeg ikke tilbage igen. Jeg var bange for at nogen kom ind i mit rum, og det gjorde der.” Selvom der stod optaget ude på døren. Der var tremmer på ruderne som ikke kunne komme af på 1. sal. Lærke sagde, hun følte det virkede som et fængsel og hun var bange for hun ville fare vild i alle de snørklede gange med væg til væg tæppe. Meget sparsomt det hele. Khb’s kommune har valgt denne skole fremfor Søstjerneskolen, som de ellers før har valgt, fordi de mener de er helt ens, og Fortuna skolen er en skole under behandlingsskolerne. De har overenskomst, aftaler med en del af skolerne her.
Efter mine to møder med Søstjerneskolen på eget initiativ (og grundet anbefaling fra både psykolog og psykiater) er det meget tydeligt at disse to skoler ikke er ens. Vigtigste er at de har grundigt kendskab til diagnosen GUA og ikke bare siger at de har viden indenfor autisme spektrum forstyrrelser. GUA adskiller sig meget. Især på det med angst og følsomhed, normal til høj begavelse, stor tankevirksomhed og angst for ikke at gøre forkert eller vise der er noget de endnu ikke kan. Dette beskrev lederen meget tydeligt til mit første uofficielle møde. Samt hvad det vil sige for et barn at have fået PTSD i hele skole forsøgs forløb. Skolen har ikke brugt magtanvendelse. Og Lærke vil møde børn med mange af de samme problematikker som hun har. Vi håber rigtig meget på at få en plads her. Skolen ser også at Lærke vil passe rigtig godt ind og de har to pladser ledige altså lige nu. Og de har tilmed et godt samarbejde med Kbh’s kommune, som kommunen påstår de ikke har. De har ikke en overenskomst hvor de allerede har betalt for pladserne men samarbejde har de og andre elever fra Kbh’s kommune. Vi har ventet i alle disse år og nu er 4. klasse skudt godt i gang men Lærke er ikke begyndt på skole endnu. Og der findes faktisk en skole som Lærke vil kunne trives på. Man ved jo aldrig, men endelig en skole jeg har tillid til.
Vores lange brev omkring hvorfor vi siger nej til Fortuna skolen og hvordan den adskiller sig fra Søstjerneskolen er nu hos matchingudvalget, som nu skal finde en skole de mener passer til Lærke. Indtil nu har de givet hende Charlottegården specialskole, Karlsvognen og Fortuna under behandlingsskolerne. Men børnenes diagnoser er alt for spredt, en meget blandet coctail, og udfra Lærkes udredning vil det ikke være gavnligt at gå i skole med børn som er udadreagerende til tider, og som bliver talt til mere bestemt. Angst provokerende og Lærkes retfærdighedssans kommer i spil, når hun ser børn blive holdt nede eller bare talt hårdt til eller blot meget bestemt til. Så nu venter vi.