Min datters ord til andre børn med GUA diagnosen

Jeg elsker sten, så føler jeg mig rolig. Men jeg hader rav. Gør mig urolig.

Jeg elsker at høre musik, rocket pop i et hurtigt beat, tempo. Musik gør mig altid rolig og jeg har brug for at høre musik til alt jeg gør. Jeg hader klassisk musik, gør mig urolig.

Vand er fantastisk. Jeg blir næsten hypnotiseret af havet. Men hader krabber. Jeg elsker regnvejr og vandpytter men hader sneglene. Er så bange jeg kommer til at træde på dem og de dør.

Jeg er meget meget bange for alle insekter. Og regnorme gir mig lyst til at skrige. Jeg er så bange for fluer, edderkopper, hvepse, bier, tissemyrer…..

Jeg elsker dyr. Jeg blir ked af det og meget vred hvis nogen gør dyr ondt. Hvis jeg blev den der bestemte alt måtte ingen gøre dyr ondt heller ikke spise kød.

Det er svært at lyve, men kan godt holde på hemmeligheder. Men ikke overfor min mor. Jeg kan ikke lyve overfor min mor.

Jeg blir så vred og frustreret inden i, når jeg skal vente på noget eller nogen. Jeg blir ked af det hvis mor eller far eller veninde taler i mobil mens jer er der. Føler mig udenfor og jeg bliver jaloux. Jeg bliver let jaloux og tror de ikke kan lide mig.

Ingen må gøre min mor ondt. Så vil jeg gøre alt for at beskytte hende, selvom det går ud over mig selv. Hun forstår mig altid, elsker mig og gør mig tryg.

Jeg hader skolen. Børn mister halvdelen af sit liv til skolen. Har ikke nok tid med deres forældre og venner.

Jeg er bange for at fortælle andre hvad jeg gerne vil have eller hvad jeg føler, fordi jeg er bange for de blir vrede på mig og ikke kan lide mig. Jeg er altid bange for at få skæld ud.

Jeg kan kun være helt mig selv når jeg er hjemme. Når jeg er alle andre steder så bruger jeg energi på at tage en maske på og laver mig om så jeg passer ind og ikke gør nogen kede af det eller sure, selv min far.

Nogen gange er det ligesom en følelse tager over min krop og jeg mister mig selv. Som om nogen styrer mig. Jeg kan blive så vred og bagefter så ulykkelig. Smider min mor væk og siger grimme ting og så bagefter vil jeg bare have et stort knus og bliver så ked af alt det jeg sagde mens jeg var vred.

Jeg kan ikke lide hvis nogen er uretfærdige. Der sker noget inden i mig som er svært at forklare. Men jeg vil gøre alt for at rette op på det, og få personen til at indse det er forkert det de har gjort. Men hvis det er voksne der skælder et barn ud tør jeg ikke sige noget men går langsomt væk for ikke at blive opdaget, eller hvis der er nogen andre voksne der skælder mig ud så blir jeg ked af det og tror at jeg ingenting er værd, men ved samtidigt det er uretfærdigt.

Hvis en veninde blir ved med at sige nej til mine ideer og ikke selv kommer med nogen ideer, blir jeg helt træt og min energi forlader mig. Først blir jeg rasende, vælter vores stueborde, og så blir jeg tom inden i, smider mig i sofaen og kryber sammen og kan ingenting gøre og føler mig spærret inde i mig selv og føler mig som ingenting værd. Jeg kan ikke bede om hjælp. Men har et tegn til min mor nu, så hun ved jeg har brug for hende selvom jeg råber skrid ud af mit rum. Hun kommer så ind og krammer mig og nu kan jeg endelig komme ud af mig selv og kramme tilbage og tårerne vælter frem.  Jeg har også ofte bare lyst til at løbe væk. Jeg har brug for at gøre et eller andet når den følelse tager over.

Hvis min veninde først har sagt nej til alt og så siger ja til en ide, kan jeg ikke blive mig selv igen og siger bare. Hvis du har lyst. Jeg gør det du vil. Min energi er helt væk og jeg kan ikke finde tilbage igen. Men det sker aldrig sammen med min bedste veninde bff VL.

Nogen gange er jeg helt vildt glad og andre gange i et underligt dårligt eller tomt humør.

Jeg elsker at lege med mine veninder. Helst to af gangen. Ellers kan jeg miste min energi.

Jeg elsker at tegne og danse. Men hvis nogen tegner bedre end mig føler jeg at jeg ikke kan noget som helst. Jeg føler jeg skal være den bedste ellers duer jeg ikke til noget og mine veninder ikke kan lide mig. Jeg hader at tabe!!!!

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.